Det særlige ved Roskilde er frirummet og de løse rammer – Og sådan skal det forblive

Af Astrid Kruse Noe og Viktor Øbo

Det tager ikke mange øjeblikke, at opfatte den særlige stemning der hersker på Roskilde Festival.
Kigger man rundt er udklædte jurastuderende ikke et besynderligt synd, og hvis en pige kommer gående kun iført undertøj og klaphat, tænker man ikke yderligere over det. Oplevelser som disse illustrerer tydeligt det omtalte frirum der skubber grænserne, og gør at de over 130.000 mennesker har lyst til at komme tilbage år efter år.
Den seneste tid har der i medierne været stort fokus på den negative historie på Roskilde – og dette er i sig selv også vigtigt – men samtidig opstår der et behov for at hylde det unikke frirum, for at opretholde den her særlige fællesskabsfølelse.

Ude i campingområderne hersker der et entydigt billede af, at festivalen er et sted hvor man kan slippe tøjlerne og udforske sine grænser. Som det lyder fra en af dette års festivaldeltagere; ” Der er en følelse af at man er omgivet af venner, og det gør at man tør tage det ekstra shot eller danse med folk man ikke kender. Man ved at der er nogen der holder øje med en”.

Men hvordan kan det være, at oplevelsen af det særlige sammenhold opstår? Set bort fra alkoholens påvirkning, anser gæsterne her hinanden som ligeværdige, og alle fordomme bliver lagt til side. Barriere overfor fremmede mennesker uanset køn, baggrund, etnicitet bliver brudt, og alle mennesker anses som potentielle venner. Det værdisæt er vigtigt at værne om ikke kun på Roskilde, men måske endnu vigtigere på hverdagsbasis, særligt i en tid hvor højrefløjspartier præger den politiske dagsorden, og splitter befolkningen i minoriteter, i stedet for at samle den, som det ses på Roskilde Festival.

Set fra den anden side fremprovokerer frirummet også nogle gråzoner, og for nogen kan disse gråzoner være svære at navigere rundt i. Ingens grænser er ens, og det kan derfor være svært at vide, hvornår legen ikke er god længere – især når der er alkohol indblandet. ”Folk lever jo efter forskellige spilleregler og alle har forskellige grænser” påpeger en af festivalgæsterne. Heraf udspringer de episoder der blandt andet omhandler de overgreb, som var i stort fokus sidste år. Det er vigtigt at tackle problemet, på en måde hvorpå man opbygger et fælles ansvar, hvor det bliver normal kutyme, at sige til sin sidemand Er du ok med det her, eller har du brug for en hjælpende hånd? Inden for området findes allerede forebyggende kampagner såsom årets Orange together kampange, men der er stadig rum for i endnu højere grad, at sætte fokus på hjælpsomhed f.eks. ved at fortælle den positive historie om Roskilde-frirummet.

Det er netop for at pointere vigtigheden af frirum og medansvar, at dette skriv er blevet til. Siden 1971 har Dyreskuepladsen været stedet, hvor danskerne og andre besøgende har muligheden for udfordre deres personlige grænser og have en fest blandt mudder, mad og musik – og sådan skal det helst forblive. Der bliver i medierne oftest talt ind i en herskende diskurs, og her er det vores fælles ansvar som festivalgængere, at nuancere billedet af Roskilde, og snakke ind i både den negative og såvel som den positive diskurs, blandt andet ved at lade grænserne bliver skubbet, fremfor at blive overtrådt. Og hertil er det vigtigt at lade diskursmagten være i hændende på os som er til stede på festivalen, frem for dem der ser det udefra.