Til bords // Om betydning, refleksion og ansvar for klimaet

For tiden tager vi os sjældent tid til at dykke dybt ned i samtaler med mennesker, vi ikke kender. Især ikke, hvis samtalen går på ting, vi måske ikke føler os helt hjemme i. Rummet rundt om middagsbordet er ganske særligt. Hvis man virkelig er til stede, kan man endda risikere at refleksionerne vender indad, og man opdager nye ting om sig selv i forhold til verden. Men hvad sker der egentlig, når vi sætter os til bords med formålet at samtale?

Projektet ”Til bords” i samarbejde med GRO SELV fokuserer på rummet omkring middagsbordet. Som deltager til vores middag søndag aften, d. 29. april kl. 18, guides du igennem en behagelig aften, hvor vi i fælles ro og mag skal samtale om vores relation til vores omgivelser. Den dybere mening ligger i at overveje, hvilket ansvar vi har som københavnere, for at holde balancen på den store skala.

Rammerne for arrangementet er vigtige. Derfor tilbereder vi en lækker to-retters middag med efterfølgende kaffe eller te i Biotekets lune væksthus, hvor spiselige planter blomstrer, og varmen fra forårets sol omfavner enhver. I disse trygge omgivelser gør vi vores for, at I opdager nye perspektiver på, hvordan individets valg har betydning for en større sammenhæng, vi ikke kan melde os ud af. Vi ønsker at skabe en oplevelse af, at vi, som individer, er en integreret del af klimaet, og at der derfor påhviler os et ansvar for at bringe kloden sikkert videre.

Find arrangementet på Facebook eller i 48 TIMER festivals program.

Projektet tager afsæt i ønsket om at tappe ind i en forandringsproces, som man kan sige, halter lidt bagefter. Set fra vores perspektiv på projektakademiet, er problemet bl.a., at der findes utallige foredrag, debatarrangementer m.v., hvor en række eksperter stilles til opgave at formidle en kompleks problemstilling til et mere eller mindre passivt publikum, som senere skal gå fra arrangementet med en mængde ny viden. Men vi tror ikke på, at det er den optimale måde at fordre en positiv forandring og grundig refleksion hos den enkelte. Derfor tager vi afsæt i den systemiske tænknings perspektiver på forandringsprocesser gennem bl.a. appreciative inquirys, og arrangerer en samtalemiddag, hvor alle deltagerne er udgangspunktet for aftenens indhold.

Vi glæder os til at se dig!