12 UGERS KREATIVITETSFORLØB

Af Laura Dueholm og Oliver Pedersen, som er en del af KBH+’s ‘Kreativitetsforløb’

Mange ønsker at blive klogere på, hvordan man udfolder sit kreative potentiale. Men hvordan bliver man egentlig kreativ? Og kan kreativitet trænes?

Det har vi sat for at finde ud af. Derfor er vi fem unge der har startet et 12-ugers kreativitetsforløb med afsæt i Julia Camerons bog: Kreativitet. Vi mødes ugentlig (nu virtuelt) og drøfter et af bogens 12 kapitler og de oplevelser vi har haft med vores kreativitetsarbejde. Vi støtter hinanden i den kreative proces, og afprøver nye værktøjer – både i fællesskab og hver for sig.

Nu hvor Danmark holder sig indenfor, er der også mulighed for kreativ fordybelse. Madlavning, musik, kunst, kreative fornyelser i hjemmet osv.. Eller måske mulighed for, at give lidt ekstra tid til de ting, som vi ellers ikke har overskuddet til. Befinder vi os faktisk i en tid lige nu, hvor vi skal give kreativiteten plads?

Et af grundelementerne i forløbet er blandt andet at skulle skrive såkaldte ’morgensider’, som er tre håndskrevne sider med alt hvad der falder dig ind. Det skal gøres som det første på dagen. Tøm hovedet. Et andet grundelement er ’ugens oplevelse’. Hver uge skal du planlægge en oplevelse på et par timer – kun for dig.

Du kan selv prøve ’morgensiderne’ og ’ugens oplevelse’ – måske kan det kan give dig et kreativt boost?