Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Kropspositiv Bevægelse (Tilmelding lukket!)

2. november @ 17:00 - 18:15

I alt for mange år har slankekulturen ødelagt vores syn på egen krop og forhold til bevægelse.
Dette vil vi gerne gøre op med!
På Kropspositiv Bevægelse er fokus på bevægelse som en måde at føle velvære, være en del af et fællesskab og med en respekt for at kroppe kommer i forskellige former og størrelser.
Vi mødes 10 mandage fra kl. 17 – 18.15 og træner sammen i et trygt og selvkærligt rum. Holdet er et fast hold bestående af 10 pladser og køres af personlig træner Jasmin Bach og kropsaktivist Morgan EH. Holdet tager en times tid og bliver en blanding af forskellige bevægelsesformer som for eksempel dans, styrketræning og yoga i dialog imellem træner og deltagere så vi får prøvet forskellige former for træning der tilpasses holdet. Der vil også blive plads til samtaler om vores forhold til vores kroppe hvor man kan dele hvis man har lyst, da vi ønsker at skabe et trygt rum. I løbet af efteråret inviterer vi også forskellige personer ind med enten faglig eller inspirerende viden om krop, sundhed og selvfølelse – disse talks vil blive afholdt i KBH+ Cafeen efter vores træning og de deltagende på holdet vil være sikret pladser.
Lyder alt dette som noget for dig?
Vi har valgt at køre med et fast hold for at skabe et trygt rum. Der er maksimalt 10 pladser på holdet. Holdet er for alle uanset køn, dog i målgruppen 18 til 30 år. Man forpligter sig ved tilmelding til at deltage de 10 mandage holdet varer. Vi er dog opmærksomme på den særlige corona situation vi befinder os i, og hvis man mærker de mindste symptomer skal man selvfølgelig ikke møde op. Holdet er gratis at deltage i.
Om Jasmin Bach //
Jeg hedder Jasmin, jeg er 25 år og jeg bor i Nordvest kvarteret sammen med min kæreste. Jeg har langt fra altid elsket sport og træning, men jo ældre jeg blev, jo mere prøvede jeg det af på mine egne præmisser, og jeg lærte at bevægelse kan meget andet end bare at brænde kalorier af. Jeg vil prøve at lære jer at mærke efter hvad I kan lide, og lære jer at mærke efter hvordan det føles på jeres kroppe. For rigtig mange af jer er træning måske blevet en straf eller en pligt, og jeg vil gerne hjælpe jer med at genopdage hvad træning og bevægelse i virkeligheden kan være, nemlig en gave til både krop og sind.
Om Morgan EH //
Studerende, aktivist, kunstner. Jeg har brugt mange år på at acceptere min tykke krop. Det store fokus på vægttab i vores samfund har gjort at jeg har haft svært ved at nyde sport og dermed gået glip af det fællesskab som der kan opstå i dette rum. Jeg har derfor taget initiativ til dette hold for at skabe et trygt rum at bevæge sin krop og hvor vi kan få nye og gode oplevelser med motion sammen.
OBS: Vi har allerede modtaget en masse henvendelser og må derfor lukke for tilmelding grundet corona restriktioner 🙂 Vi er SÅ glade for interessen og skriver her igen så snart der starter et hold mere op om cirka 2 måneder. Vi kommer også til at afholde talks i løbet af efteråret i vores cafe hvor vi har plads til flere – så hold gerne øje herinde eller på KBH+ facebookside 🙂

Detaljer

Dato:
2. november
Tidspunkt:
17:00 - 18:15