Ungeklub i en coronatid: Fællesskabet lever stadig

Skrevet af Asger Gillesberg

 

Ungeklub i en coronatid: Fællesskabet lever stadig

Der er stille i KBH+’ lokaler. Væk er de energifyldte piger, som hver aften kommer i Pigeklubben for at grine over hverdagens akavede momenter, og væk er de højtråbende drenge, som kommer i Klubben for at hænge ud og vise, hvem der kan tørre de andre i en omgang FIFA. Ligesom det meste af Danmark er KBH+ nemlig lukket ned. Dog kun i sin fysiske form. For de to klubber lever stadig videre – bare på nye måder.

Når de unge ikke længere kan komme til klubberne, må klubberne i stedet komme til dem. Et simpelt koncept på papiret, men svært at udføre i praksis, fortæller de to klubledere for henholdsvis Pigeklubben, Pernille Lykke-Schwarz, og Klubben, Safih Butt. For det kræver ifølge dem mere arbejde at fastholde relationen til de unge, når de ikke kan mødes med dem i de vante rammer og på samme måde som før.

En af de ting, som medarbejderne i både Klubben og Pigeklubben har gjort for at holde kontakten, er at være opsøgende og direkte i deres kommunikation – dog på hver sin måde. Her fortæller de to klubledere om, hvordan de hver især har valgt at gribe det an.

 

Gadepatruljer og corona-info

For tiden bruger drengene fra Klubben størstedelen af deres tid på at hænge ud på gaden eller at køre rundt i en bil sammen. Det skyldes ifølge Safih, at mange af drengene keder sig, bor i et lille hjem uden deres eget værelse eller begge dele. Så det er svært for dem at finde motivationen for at blive derhjemme.

Safih og resten af Klubbens medarbejdere besøger af den grund de områder, hvor de ved, at drengene holder til, flere gange om ugen. Deres indsats er fokuseret omkring Bolsjefabrikken, Ydre Nørrebro og Studsen (boligområde ved Lersø Park Allé), hvor de møder drengene og snakker med dem om løst og fast. De har dog særligt fokus på at minde drengene om, hvordan de undgår at blive smittet med COVID-19 ved for eksempel at bære handsker og lade være med at dele cigaretter med hinanden.

Tre uger inde i nedlukningsperioden oplever Safih, at der er stor forskel på, hvor seriøst drengene håndterer coronakrisen. Men fælles for dem er, at de værner om deres fællesskab. Igennem Snapchat, SMS’er og en gruppe på WhatsApp skriver drengene til hinanden, Safih og de andre klubmedarbejdere for at høre, hvordan tingene står til.

“Vi har i høj grad en venskabelig relation til drengene, men de ved også, at de kan få hjælp, hvis de har behov for det. Her sidst var der for eksempel en, der havde mistet sin praktikplads, og som havde brug for at snakke med mig. Det er vigtigt at finde balancen mellem at være deres ven og kontaktperson, men det er ikke let. Derfor har det taget noget tid at finde ud af, hvordan vi holder kontakten til drengene, uden at vi bevæger os for meget i den ene eller anden retning,” siger Safih.

 

Humor og vedholdende kontakt

Pernille oplever også at Pigeklubbens medlemmer er gode til at holde fællesskabet i live digitalt på både Facebook (lukket gruppe) og Instagram (lukket profil). De kommer selv med idéer til aktiviteter som et pyjamas- og Netflix-party, og de af pigerne, der bor i nærheden af hinanden, giver hinanden en hånd, når der er behov for det. Skulle der opstå problemer, for eksempel i hjemmet, er de heller ikke bange for at række ud til Pernille.

Ifølge hende selv, er det dog stadig vigtigt, at hun er opsøgende og vedholdende i kontakten med pigerne, så de fastholder engagementet i klubbens fællesskab. Hun skriver ofte direkte til hver af pigerne for at høre, hvordan det går. For hun har erfaret, at hun ikke får svar, hvis hun skriver gruppebeskeder om det samme. Ligesom hun har fundet ud af, at hun nu er nødt til at give mere af sig selv i sin kontakt med pigerne.

“Jeg skal overveje, om det bliver for meget med den direkte kontakt, for pigerne er her jo frivilligt. Men samtidig er det også vigtigt at vise, at jeg er til stede og til rådighed for dem, hvis jeg skal fastholde relationen. For nyligt sendte jeg dem derfor en pakke med blandt andet parfume, neglelak og chokolade. De var lidt skeptiske, da jeg spurgte efter deres adresser, men de skrev alle til mig efterfølgende, at de blev glade, da de modtog pakken,” siger Pernille og fortsætter:

“Humor er en vigtig del af vores relation, så jeg husker at have den med i min kommunikation med pigerne. Her sidst sendte jeg et billede, hvor jeg sad med en ansigtsmaske på og havde en toiletrulle på hovedet. De syntes, jeg var lidt skør, men det skabte en del reaktioner, som var målet med at sende billede. Det handler selvfølgelig om finde den gyldne middelvej mellem det seriøse og useriøse, men jeg skal turde at udstille mig selv og være lidt til grin, hvis jeg fortsat vil engagere pigerne i fællesskabet.”

 

Nye udfordringer giver nye færdigheder

Hos Klubben har medarbejderne også arbejdet på at give drengene en pakke. Parfume og neglelak er dog skiftet ud med et træningssæt bestående af en træningselastik, et sjippetorv, en pull up bar og en hacky sack. Det er organisationen Idrætsfællesskabet, der har fået idéen til sættene, sammensat dem og lavet en plan for at motivere drengen til at bruge udstyret. Men som projektleder Andreas Krogh Henriksen fortæller, har det ikke været helt ligetil:

“Der har været en del udfordringer i forhold til at sammensætte sættet, få købt tingene ind til det og særligt at få det delt ud. Men især det, at vi pludselig skal engagere dem digitalt, er svært, synes jeg. Jeg er ikke selv vant til at være på sociale medier, så det er en uvant og lidt utryg situation, jeg kommer i, når jeg for eksempel skal optage en video af mig selv, der laver tricks med en hacky sack. Det er sværere og mere tidskrævende at kommunikere godt online, end det er, når vi står med drengene fysisk.”

Selvom det er svært, peger Andreas dog også på, at det har sine fordele at blive tvunget til primært at kommunikere digitalt. I hans tilfælde betyder det, at han bliver bedre til at vise og fortælle om, hvem Idrætsfællesskabet er, og hvad de kan. Det optimistiske synspunkt deler Pernille og Safih. For selvom det for tiden kræver mere af dem at opretholde relationen til de unge, så giver den nuværende situation dem også mulighed for at arbejde med relationen på nye måder.

 

Vil du vide mere om, hvordan vi forsøger at række ud til de unge under coronakrisen? Så læs artiklen af Altinget, hvor vores direktør, Stine Hamburger, fortæller, hvordan vi har grebet situationen an.