KBH+ STYRKER DET INTENTIONELLE RELATIONSARBEJDE GENNEM NY METODE

KLAR, PARAT, START

Et nyt årti er begyndt, og det kalder på nye forandringer i KBH+. I løbet af de næste to år skal vores farverige kulturhus implementere og anvende ’relationsnettet’ som ny metode i vores daglige arbejde med unge. I KBH+ arbejder vi for at skabe langsigtede og bæredygtige forandringer for de unge gennem en helhedsorienteret tilgang, og det gøres nu i endnu større grad gennem relationsnettet som fælles fagligt værktøj.

Vi ved, at unge med stærke relationer er mere modstandsdygtige overfor blandt andet stress og modgang. Derfor er det så vigtigt, at vi både i KBH+ og i de øvrige dele af unges livsverden målrettet kan gå ind og støtte de unge, der hvor den enkelte har særlige behov for støtte, omsorg, udfordringer, indflydelse eller nye muligheder.

Metoden er baseret på frameworket ’Developmental Relationships’, der er udviklet af Search Institute i USA. Formålet med at anvende metoden er at udvikle vores medarbejderes fokus og tilgang til at arbejde mere med intentionelle relationer samtidig med, at den enkelte unge bliver bevidst om relationerne omkring sig og mulighederne for at aktivere både nye og allerede kendte relationer.

Den 31. januar blev startskuddet for den toårige proces, hvor huset afholdt en stor workshop, der samlede KBH+’ medarbejdere på tværs af indsatser. Dagen blev sat i gang med fælles morgenmad i Klubben for alle de spændte deltagere. Udover KBH+’ egne medarbejdere fra alle husets indsatser, deltog også Oxford Research til workshoppen. Oxford Research hjælper KBH+ med at evaluere indsatsens udbytte hos de unge. KBH+ ser relationer som den virksomme mekanisme og den aktive ingrediens, som vi gerne vil udvikle og sætte ord på. I samarbejde med Oxford Research vil vi netop kunne dokumentere og formidle den værdi, vi skaber gennem stærkt relationsarbejde.

For KBH+ er det essentielt at blive bedre til at formidle den værdi, vi skaber gennem vores intentionelle relationsarbejde på baggrund af evalueringen, idet vi kan se, at det netop er relationen, der virker i det udviklende arbejde med unge.

Dagens workshop blev faciliteret af Pia Ravn, der gennem øvelser og diskussioner tog hul på arbejdet med den nye metode, der for fremtiden skal danne ramme for al KBH+’ arbejde med husets unge. Vi havde en aktiv dag, hvor forståelsen af relationsnettet kom ind under huden og blev sat i relation til vores eget arbejde.

Den kommende toårige proces indebærer udviklingen af et fælles sprog om de indsatser, vi udfører, samt skabe viden om, hvordan vi kan justere vores arbejde, så det skaber endnu mere værdi. Alt dette gøres med henblik på at udvikle den unges relation til KBH+’ medarbejdere og for at skabe bevidsthed om, hvilke andre gode relationer, der er til stede i den unges liv.

Denne metodiske tilgang vil kunne mærkes i alle indsatser på tværs af KBH+, uanset om det er i den svære samtale, i teaterproduktionen eller midt i undervisningen på Projektakademiet.

Med støtte fra Bikubenfonden er det et projekt og forløb, som alle medarbejdere i KBH+ ser frem til at arbejde med løbende over de næste to år. Derfor inviterer vi i slutningen af februar samarbejdspartnere, kollegaer og sparringspartnere til workshop i KBH+ for at tage del i, hvordan vi arbejder intentionelt med relationer i udviklingen af unge.

For mere information kontakt vidensmedarbejder Nina Rasmussen på mail nina.rasmussen@askovfonden.dk. Vores næste event er fællesspisning d. 11. februar, hvor du selvfølgelig også er velkommen.

Skrevet af Olivia Curtis