Lær Karin at kende

Lær Askovfonden KBH+ at kende. I dag møder du Karin, som vi har haft glæden af at have som en del af KBH+ teamet siden september.

Hvad laver du i KBH+? 

Jeg er kommunikationspraktikant i WUK-teamet (workshop, uddannelse og kommunikation), hvor jeg arbejder sammen med Kimmie og Sine Laura. Her hjælper jeg med forskellige kommunikationsopgaver primært med fokus på KBH+s beskæftigelsesforløb (som anden aktør til jobcentret) og udviklingen af en ny kommunikationsstrategi.

Fortæl os om din rejse, der førte dig til KBH+?

Min rejse hertil går gennem en veninde, som både er nabo til KBH+ og en del af holdet bag Krea Café. Jeg drømte om at finde et praktiksted, hvor der var plads til mig, brug for mine kompetencer og en masse kultur. Hun satte mig derfor i kontakt med KBH+ og tak for det! Jeg kunne ikke have fundet et federe praktiksted.

Hvad er det bedste ved at arbejde i KBH+?

Det er: at kunne bidrage til og være en del af et unikt sted som KBH+, at arbejde sammen med en masse skønne og dygtige mennesker, og at hver dag komme i et hus med en behagelig energi og atmosfære, fuld af kreativitet, forskellighed, spændende events, engagement, fællesskab, oprigtig interesse i andre mennesker, rummelighed og en masse muligheder. Det, synes jeg, er motiverede og inspirerende.  

Hvad er din yndlingsmorgenmad?

Åh, jeg ELSKER morgenmad. Nogle af mine yndlingsting er rugbrød med smør og blødkogt æg, en nybagt bolle med ost, tykmælk med granola og honning, friskpresset appelsinjuice, kaffe med mælk og, i weekenden, en pain au chocolat eller en kanelsnurre. Lige for tiden består min hverdagsmorgenmad af en grøn smoothie og en rugbrød med ost.

Hvis du var strandet på en øde ø, hvilke 3 ting ville du have med? hvorfor?

1) Musik. Fordi musik hjælper på selv det dårligste humør, og chancen, for at en indoor kind of girl som mig – trods palmer, strand og havudsigt – ville være en anelse mopset over øde ø-situationen, er ret stor. 2) Myggespray. Fordi myg elsker mig utroligt meget højere end jeg elsker dem. 3) ”Bear” Grylls! Fordi hallo, han overlevede i ”Ultimate Survival”. Hver gang.

Yndlingsfilm?

Egentlig kan jeg bedst lige at gå i biografen og se film… og spise en masse bland selv slik til. Hjemme ender jeg oftest med at se en serie eller dokumentar. Af klassikere kan jeg dog altid se feel good movies som Dirty Dancing, Titanic, Grease, Forest Gump, Moulin Rouge og Pulp Fiction (måske den er knap så meget i feel good kategorien?). Alle med ret skønne soundtracks. ”Midnight in Paris” af Woody Allen er også sådan en fin lille film, hvor man kan drømme sig ned til Paris’ smukke gader, og så er jeg vild med den franske lyd i soundtracket. Perfekt til en søndag eftermiddag. Derudover kan jeg anbefale musikdokumentaren Muscle Shoals om Muscle Shoals Sound Studio i Alabama. De næste to film, jeg gerne vil se, er oscarvinderen ”Green Book” og dokumentaren ”Silvana” om den svensk-syriske rapper Silvana Imam, der skal åbne Orange Scene på Roskilde Festival.

Yndlingsbog?

Altså, jeg kan rigtig godt lide at læse. Jeg gør det bare alt for lidt. Falder i Instagram i stedet og kigger boligindretning. Men to bøger, som jeg aldrig bliver træt af, er ”Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved” af Werner Holzwarth – griner hver gang, jeg støder på den i lægens venteværelse – og ”Grapefruit” af Yoko Ono – hendes finurlige konceptkunst rammer mig lige i både hjerte og smilebånd. Af ”rigtige” bøger har jeg senest læst Stillidsen af Donna Tartt. Jeg har i et godt stykke tid kæmpet med Paul Austers ”4321”. Og så overvejer jeg at give mig i kast med japanske Haruki Murakamis ”1Q84”.

Det bedste du ved at bruge weekenden på?

For mig har en god weekend ingen planer, men fyldes stille og roligt op af rare ting. Fx en øl i solen med gode venner fredag eftermiddag efterfulgt af mad, hygge og masser af grin. Lørdag og søndag skal gerne være en blanding af langsomme morgener (med lækker morgenmad!), gåture med mand og hunden, Flemming, tid til spinning eller yoga, praktiske gøremål (som er lidt sure, men som gør en SÅ glad, når det er overstået), kaffedate med veninder og en tur til koncert, på kunstudstilling eller ud at spise et nyt sted. Ellers er en tur i sommerhus også en perfekt weekend. Der kommer jeg helt ned i gear. Vi sover længe, går ture i skov og ved strand, læser bøger foran brændeovnen om vinteren (et af de steder, jeg rent faktisk får åbnet en bog) og nyder solen og griller i haven om sommeren.