Lær Morgan at kende

Lær Askovfonden KBH+ at kende. I dag møder du Emilie Morgan Hemmingshøj som er vores nye studentermedhjælper. Læs mere om Morgan her.

Hvad skal du lave i KBH+?

Jeg skal arbejde med kommunikationen af de spændende ting der sker her i huset og med værtskab for de unge der på forskellig vis bruger huset. Jeg glæder mig til at arbejde med at få endnu flere unge til at føle ejerskab over huset og måske, som jeg har gjort, opleve KBH+ som et anker i hverdagen hvorfra de kan udvikles og skabe drømme og projekter.

Fortæl os om din rejse, der førte dig til KBH+?

I 2018 gik jeg på Projektakademiet. Det blev mit anker og det sted hvor jeg følte, at der var nogle mennesker der så mit potentiale. Så jeg blev hængende og skabte den åbne scene Ukøn Poesi i cafeen. Jeg elsker den rå kreativitet og de mennesker huset tiltrækker og jeg har virkelig lyst til at give flere den samme oplevelse som jeg har haft og at blive en del af KBH+fællesskabet.   

Hvad glæder du dig til i din nye stilling?

Til at arbejde sammen med de andre dejlige KBH+ medarbejdere og de mange forskellige unge mennesker der på hver deres måde er med til at skabe huset. Jeg glæder mig til endnu flere dage hvor vi sammen skaber kultur, kunst og samtaler mellem mennesker. Det føles meningsfuldt at skabe sammen. Så er det pludselig helt okay at cykle hjem efter lange dage helt træt i fødderne benene armene hovedet.

Hvad er din yndlingsmorgenmad?

Blødkogt æg og et digt.   

Hvis du var strandet på en øde ø, hvilke 3 ting ville du have med? hvorfor?

Der er helt klart en kaptajn gemt i mig som kommer frem ved særlige lejligheder. Så jeg ville da tage mit skib, min papegøje og mit træben med og starte et nyt pirat feministisk samfund op ude på øen. I er velkomne til at kigge forbi.

Yndlingsfilm?

Film i biografen med en god ven hvor man lige bliver siddende når filmen er slut og snakker om hvad man oplevede. Indtil en træt medarbejder kommer med en kost og smider os ud.   

Yndlingsbog?

Jeg kan simpelthen ikke vælge imellem mine børn ! Jeg elsker bøger for meget, så hvis du har brug for en anbefaling til en god bog kan du altid spørge mig. Jeg kan især lide visuelle bøger med mange tegninger eller fotografier. 

Det bedste du ved at bruge weekenden på?

Hmm det kommer meget an på hvordan ugen har været. Jeg har ofte gang i meget på en gang så jeg øver mig virkelig i at blive bedre til at give mig selv lov til at slappe af og gøre gode ting for mig selv, være selvkærlig. Det er virkelig en proces. Hvis jeg dog helt selv skulle bestemme en weekend så elsker jeg at tage på ture fx en roadtrip til møns klint eller sheltertur med bål. Jeg lader virkelig godt op i naturen.