Ufiltreret #5: Vi ses i 40’erne

Vi er glade for at præsentere næste bidrag i rækken af vores kronik serie UFILTRERET.

Denne gang er den skrevet af Safia Nabiyar og hedder ”Vi ses i 40’erne.”

Ufiltreret er KBH+ egen kronik, det er en skriftlig talerstol hvor alle uanset baggrund kan udtrykke sine tanker og holdninger til det overordnede emne IDENTITET og SAMFUND.

Har du lyst til at bidrage med en kronik? Eneste krav er at du er mellem 17 og 30 år og at din tekst er maksimalt 7500 tegn inklusiv mellemrum. Indhold og genre er helt op til dig – det kan være essay, digt, analyse, erindring eller andet. Du bestemmer selv om du vil være anonym. Skriv til emilie.hemmingshoej@askovfonden.dk.

 


“Vi ses i 40’erne”

af Safia Nabiyar

 

Digtet “Vi ses i 40’erne”, omhandler et individ i konflikt med sig selv. Dilemmaer vedrørende udseende, kærlighed og glæde er på spil i digtet. “Hvem er jeg? Hvad har jeg brug for?” Er de tanker der nuanceres ved brug af kunstneriske referencer. Det er et personligt digt, der fornyligt blev skrevet baseret på en intim episode. Titlen “Vi ses i 40’erne” er blevet brugt som en form for komfort, for dem involveret i episoden. Idéen bag det, er det med at vokse og fejle, og når man mødes igen i “40’erne”, er glæden at se dem i den mere modne og erfarne version.

 

Du ser mig

Vi dansede lige før

På det samme skæve gulv

Slukkede for neo-soul

Og takkede nej for smøger og lakrids

 

Jeg er ikke tilfreds

 

Ser du mig?

Du er her ikke

Og ser ikke mine mørke øjne

Idag er jeg alene i stuen

Bag mig hænger det ovale spejl

Refleksionen stirrer tilbage og jeg er flydende

 

Vil jo ikke være som Ofelia

For de fire vægge følger mig

Og malet med kontrastfarverne

Blå og orange

 

Skikkelsen nærmer sig

Stemmen er trøstende

Lilla og gul

Du har altid været her

LÆR LEIKA AT KENDE

Lær KBH+ at kende. I dag møder du Leika Fuglsang som er vores nye teamkoordinator og pædagog i Pigeklubben. Læs mere om Gertrud her.

Hvad skal du lave i KBH+?

Jeg skal først og fremmest være pigerne fra Pigeklubbens primære voksen (pædagog). Samtidig er det også mig, der er teamkoordinatoren, så jeg skal stå får alt kører i Pigeklubben.

 

Fortæl os om din rejse, der førte dig til KBH+?

Jeg har i mange år været frivillig i foreningen De Anbragtes Vilkår, hvor jeg har været med til at skabe en stemme for nuværende og tidligere anbragt – Bl.a. en stemme til at skabe politisk forandring, så fremtidens anbragte kan få en bedre og lige chance i livet, som børn og unge der ikke anbragte.

Derudover har jeg arbejdet som skolepædagog, hvor jeg har været med til at opstarte en pusterumsklasse, som er for de børn, der havde brug for mere stille omgivelser – og ikke mindst en masse succesoplevelser med læring og fællesskaber, så de stille og roligt vil kunne blive kørt ind i deres oprindelige klasse.

 

Hvad glæder du dig til i din nye stilling?

Jeg glæder mig til at lære pigerne at kende, så jeg sammen med dem kan være med til at skabe den bedst mulige pigeklub.

 

Hvad er din yndlingsmorgenmad?

En ristet bolle med smeltet smør og hindbærsyltetøj!

 

Hvis du var strandet på en øde ø, hvilke 3 ting ville du have med? hvorfor?

  • Min kæreste – Fordi han er lidt mere ferm i naturen end mig
  • Min hund Bodil – Fordi vi skal da have vores lille vagthund med
  • En maskine der kan producere evige BigMac burgere – Fordi vi skal have noget at leve af, og det skal selvfølgelig være min yndlingsburger

Yndlingsfilm?

The Bucket List – Der bare så fint minder én om, at livet skal leves fuldt ud

 

Yndlingsbog?

Jeg læser faktisk ikke meget, jeg er meget mere til at streame serier (og gerne true crime)

 

Det bedste du ved at bruge weekenden på?

Gemme mig under dynen på sofaen og se serier, mens jeg spiser alt for mange popcorn

Ufiltreret #4: En ung, grønlandsk kvinde

Vi er glade for at præsentere næste bidrag i rækken af vores kronik serie UFILTRERET.

Denne gang er den skrevet af Malu Rosing og hedder ”En ung, grønlandsk kvinde.”

Læs med og del den med dine venner!

Ufiltreret er KBH+ egen kronik, det er en skriftlig talerstol hvor alle uanset baggrund kan udtrykke sine tanker og holdninger til det overordnede emne IDENTITET og SAMFUND.

Har du lyst til at bidrage med en kronik? Eneste krav er at du er mellem 17 og 30 år og at din tekst er maksimalt 7500 tegn inklusiv mellemrum. Indhold og genre er helt op til dig – det kan være essay, digt, analyse, erindring eller andet. Du bestemmer selv om du vil være anonym. Skriv til emilie.hemmingshoej@askovfonden.dk.

_________________________________________________________

En ung, grønlandsk kvinde

 

Af Malu Rosing 

 

Som ung, grønlandsk kvinde, forventes der meget lidt af dig

I Danmark

 

Det er flot, at du taler

Ikke bare højt, men også dansk

 

Du er god

Fordi du kan gå på universitetet

 

Du ser ret godt ud

I hvert fald af en grønlænder at være

Men altså, du går jo også i dansk designet tøj

Du kamuflerer dig godt

 

Du læser kunsthistorie

De spørger dig hvor du har din hårfarve fra

Den kan jo umuligt være herfra

 

Du læser folkesundhedsvidenskab

De spørger dig hvorfor du ikke har flere venner som dem

De er jo gode for dig

 

Du læser til jordemoder

De spørger hvor mange i er

  • Hahaha, ej! Du er jo sjælden

 

Du læser journalistik

De siger du er velopdragen

 

Du læser arkitektur

De siger SKÅL

 

Du beder dem om at lade dig være

De spørger, om det blev for akademisk

 

Som ung grønlænder i Danmark, er det forventet, at du skal peges ud

som det første

Og være med

som det sidste

VI ER STADIG I GANG! ♡

Corona har vendt op og ned på mange ting for mange mennesker – og det er ingen undtagelse i KBH+. Vi plejede, at invitere til fællesspisning, teaterstykker, workshops, en kop kaffe og meget mere, men det sidste stykke tid har været lidt anderledes.
Vi er dog af den overbevisning, at Corona ikke skal få os ned med nakken. Dog bliver vi nødt til at gentænke måden, vi inviterer jer ind og måden vi er sammen. Begrænset antal, tilmelding, smitteopsporing, mundbin og ekstra fokus på hygiejne er nogle af de tiltag vi fokuserer på, når vi laver arrangementer i KBH+ for tiden. Fra d. 29/10 Fra bærer vi i KBH+ også mundbind eller visir, når vi bevæger os på fællesarealer. Derudover er vores aktiviteter med interaktion begrænset til 10 personer.
Vi vil samtidig minde jer om, at KBH+ er et hus, hvor aktiviteterne skabes af JER! Derfor opfordrer vi alle der brænder inde med coronavenlige aktiviteter, til at kontakte os ved at skrive en mail til Oliver.Pedersen@askovfonden.dk og fortæl om ideen. Så skal vi gøre hvad vi kan for at gøre ideen til virkelighed sammen med jer!
I kan løbende holde øje med hvad der sker i huset her på Facebook og på vores hjemmesidekalender her: https://www.kbhplus.dk/begivenheder/month
Vi ses!

Ufiltreret #3: Et samfund mit sind er for.

Ufiltreret er KBH+ egen kronik, det er en skriftlig talerstol hvor alle uanset baggrund kan udtrykke sine tanker og holdninger til det overordnede emne IDENTITET og SAMFUND.

Har du lyst til at bidrage med en kronik? Eneste krav er at du er mellem 17 og 30 år og at din tekst er maksimalt 7500 tegn inklusiv mellemrum. Indhold og genre er helt op til dig – det kan være essay, digt, analyse, erindring eller andet. Du bestemmer selv om du vil være anonym. Skriv til emilie.hemmingshoej@askovfonden.dk.

_________________________________________________________

Ugens kronik er skrevet af Kirstine Marie S. Thomsen. Håber i vil læse med.

 

Et samfund mit sind er for.

 

Byen er tom. Det er som at cykle hjem fra en god dansefest klokken sent eller tidligt, om man vil. Byens gader står alene og uberørte for en tid. Mågerne skændes om resterne fra en skraldespand og nattens efterladenskaber fyger over vejen. Inde bagved murstene er livet, og man kan mærke, at der ikke er mere end et par meter mellem én selv og den næste. Men følelsen er en anden nu. Byen er ikke tom, som et resultat af livets puls, men fordi dens liv er lagt i kunstigt koma. På cykelturen hjem fra min fordums vinteraften var jeg mæt af dans, samvær og forløsning. Nu er jeg hul, sulten og anspændt af at gå i byens gader. Meget energi og kraft, der før har fået sit udløb på de bonede betongulve, sidder nu som myoser i skuldrene. Mine og dine skuldre. Myotisk rådvildhed, uvished, tab af identitet. Frustrationer over kravet om at skulle passe i (og også passe på) et ulige samfund og en uretfærdig verden. Det kribler. Kinetisk energi sidder i det tynde væv mellem mine knogler og muskler, og gnaver sig vej igennem mine sener ind til de bløde organer. Lad mig få aflad på klubben.

 

Eller? Frustrationen er et arnested for forandring. I Oran kom pesten, og så skulle noget pludselig værnes om og passes på. Noget som før virkede stærkt og upenetrerbart. Sammenholdet. Mit Vesterbroran var også upenetrerbart. Mit Nørrebroran var uovervindeligt. Måske mest fordi jeg kunne flygte fra alt det, der var galt. Men ramt af en krise bliver vi, på en anderledes og insisterende måde, konfronteret med vores samfunds indbyggede uligheder. For vi kan ikke længere løbe fra, at nogle, mere end andre, betaler prisen. En endnu vigtigere indrømmelse er måske, at nogen også betaler for normalen. Hvilken “normal” er det du lover mig vender tilbage, hvis jeg sylter mig i håndsprit? Med kravet om usædvanlige hensyn, kan vi pludselig mærke, hvor samfundet står i gæld til vores moral. Hvilket samfund er mit sind for? Det er lige her det sker. Vores grundlag bliver porøst og der opstår gennemtræk: Folkebevægelser, både globale og internationale, får medvind på ny. Over 20.000 mennesker samlet i København i april, med drømmen om det nødvendige opgør med den strukturelle racisme, der gennemsyrer vores samfund. Tusinder af kvinder, der sætter sig selv på højkant, og fortæller om sexistiske strukturer og årtiers magtudnyttelse. Og unge som gamle lægger sig fladt på vejen og bremser alt, i håb om tiltag der kan lede til en mere bæredygtig fremtid med respekt for planeten.

 

Men det der lige nu er flydende, vil stivne igen, som så mange gange før, og normalen vender frygteligt tilbage.

 

Gaden er fuld af liv. En oktoberaften på Vesterbro kl. 22.10, de kulørte lamper slukkes og energiniveauet er højt. Der er mindre end en meter mellem de fleste, for i en kort stund

 

glemte vi krisenuet og fik et glimt af fordums aflad. Men det er blevet for efterår til at sidde ude i længere tid, og rådvildheden, det uforløste, sidder i kondensen på varm hud, der møder fortovets kolde aftenluft. Ingen opium, men så meget energi. Men det nytter ikke. For illusionen om afladet er væk. Myoserne forsvinder kun, hvis vi gør noget ved dem. Strækker os ud. Og den energi, jeg ikke giver til dansegulvet, går ikke tabt, hvis den bruges til at sikre, at denne her usikre porøse verden stivner et bedre sted. Og skulle vi nogensinde nå noget, der ligner “det normale”, ja, så ligger jeg nok på vejen og spærrer det hele, i håbet om en anden fremtid, hvor jeg ikke bliver draget af klubben for at flygte fra et samfund, der står i gæld til min moral. Et samfund mit sind er for.

 

Kirstine Marie S. Thomsen

Projektakademiets kundeopgaver // Efterår 2020

På Projektakademiet uddanner vi kreative og handlekraftige kulturskabere. Vi uddanner projektledere, der med kulturen som platform tør bidrage til at gøre en forskel i samfundet. Vi arbejder for at fremme lysten og evnerne som kulturskaber ved at klæde akademisterne på til, at kunne udvikle innovative og kreative projekter og gøre det, som de brænder for.

I den forbindelse arbejder akademisterne hvert semester på et kundeprojekt, hvor de får mulighed for at bruge deres viden i praksis. Kundeopgaverne har alle en social/eller kulturel karakter og kan bestå af alt fra at forbedre et procesforløb, et fysisk produkt eller afvikling af events for – og med en specifik kunde.

Vi tror på, at praksislæring er med til at give et bedre billede af hvad det vil sige, at lede et projekt ude i den ”virkelige” verden. Med kundeopgaverne får de muligheden for at prøve deres kræfter af, mærke udfordringerne på deres egen krop, og ikke mindst lære af processen i trygge omgivelser.

I efteråret 2020 er vi derfor meget glade for at kunne præsentere vores kundeopgaver i samarbejde med:

The Why, Dfunk, Byens Hus – Gentofte, Snabslanten og AskovFonden KBH+.

Mere om vores samarbejdspartnere

THE WHY FOUNDATION

The Why er en velgørenhedsorganisation, der støtter bæredygtig udvikling ved at sikre gratis adgang til pålidelig information for millioner af mennesker over hele verden. De producerer og distribuerer dokumentarfilm og multimedieindhold om menneskerettigheder, demokrati, retfærdighed og lighed. Deres dokumentarer bruges i skoler, samfundscentre, offentlige biografer og bragt til borgere som helhed gennem vores voksende netværk af 70+ public service-tv-stationer i 200 lande og territorier. 

 

Byens Hus – Gentofte

Visionen for Byens Hus er at udvikle et velorganiseret hus for frivillige med plads til, at mange forskellige brugergrupper kan mødes om fælles aktiviteter på tværs af alder og interesser. Mangfoldigheden af aktiviteter og initiativer i huset skal inspirere til netværk på tværs af traditionelle skel mellem foreninger, private aktører, borgere, frivillige og kommune, og give mod til at gøre tingene på nye måder. 

 

Snabslanten

Snabslanten er Københavns Kommunes ungekulturpulje til små til små “her-og-nu” projekter med et budget under 30.000kr. Puljen har eksisteret siden 2008 og er blevet til med udgangspunkt i unges egne ønsker om let, at kunne udvikle og gennemføre kulturprojekter i København. Navnet er en hyldest til en pulje i Sverige, som også er inspirationen til Snabslanten. 

 

Dfunk

DFUNK er en landsdækkende ungdomsorganisation, der skaber netværk og formidler viden blandt unge med og uden flygtningebaggrund. Gennem sociale aktiviteter engagerer vi unge flygtninge i foreningslivet, styrker deres kompetencer og ressourcer og hjælper dem med at etablere netværk med andre unge. Vi bidrager til den demokratiske debat om flygtninge ved at formidle viden og sætte ansigt på de mennesker, det drejer sig om.

 

AskovFonden KBH+

KBH+ er et sted for unge, som vil udvikles, nå deres drømme, starte på en frisk eller har brug for et arbejde. Vi danner sammen rammen for fællesskaber, hvor det er en værdi at være forskellige, fordi vi skal inspireres af nogen, der ikke ligner os selv. I KBH+ findes et kulturmiljø, som de unge selv er med til at forme, hvor musik, kreativitet, visuel kunst, teater og bevægelse er platformen for fortællinger, udvikling og aktiv ungdomsdeltagelse.

 

De unge akademister er allerede i fuld sving med at forvandle kundernes ønsker til virkelighed, så hold øje med de sociale medier for mere information og se/hør om de færdige resultater i slutningen af november/start december.

Ufiltreret #2: MIN KROP ER IKKE ET FUCKING BUZZWORD

Ufiltreret er KBH+ egen kronik, det er en skriftlig talerstol hvor alle uanset baggrund kan udtrykke sine tanker og holdninger til det overordnede emne IDENTITET og SAMFUND.

Har du lyst til at bidrage med en kronik? Eneste krav er at du er mellem 17 og 30 år og at din tekst er maksimalt 7500 tegn inklusiv mellemrum. Indhold og genre er helt op til dig – det kan være essay, digt, analyse, erindring eller andet. Du bestemmer selv om du vil være anonym. Skriv til emilie.hemmingshoej@askovfonden.dk.

_________________________________________________________

Ugens kronik er skrevet af Toocriptoocare! Håber i vil læse med.

MIN KROP ER IKKE ET FUCKING BUZZWORD

Min krop er ikke et fucking buzzword! Det har jeg lyst til at skrige i hovedet på de dansende, svedige kroppe der bevæger sig ind og ud mellem hinanden. Nogle har en øl i hånden, andre med hinanden i hænderne, dansende helt tæt, mens de lukker verden omkring dem ude.  Folk ser ud til at hygge sig, jeg er som så ofte før kommet alene, har sagt hej til folk og fået et par kram undervejs. Måske catchet op med en ven jeg ikke har set længe, og i et øjeblik føler jeg mig alt andet end alene. Jeg føler mig tryg. Men jeg ved også at følelsen af tryghed og fællesskab ikke kommer til at vare ved, for pludselig ser min ven en anden ven de ikke har set længe og inden jeg får set mig om, er de væk og jeg står alene tilbage. Jeg er ude af stand til at bevæge mig, for hvis jeg gør, kan jeg risikere at falde i spildte drinks eller blive væltet omkuld af folk der irriteret prøver at skubbe mig til side, så de kan komme forbi. Det gør de uden at ænse at de går forbi en person på krykker, en person hvis balance i forvejen er stærkt udfordret af at dansegulvet er glat som en glidebane af spildt øl og jeg føler mig mere alene end nogensinde. Mine venner danser med hinanden et stykke væk, nogle kysser, ingen ser mig og jeg prøver at få det bedste ud af det.

 

Et inkluderende miljø?

Det københavnske queermiljø har så længe jeg kan huske gjort meget ud af at understrege at her er plads til alle ”skæve” eksistenser. Også skæve normbrydende kroppe, som min, men virkeligheden er en ganske anden. Virkeligheden er at langt de fleste venues som for eksempel Bumzen, er så langt fra tilgængelig og safe space som noget kunne være. Gang på gang slår det mig hvor let det er at skrive i sin eventbeskrivelse at kapabelisme er no go, mens man samtidigt placerer sit event i en bygning med trapper og med toiletter der er så smalle at ingen kørestolsbrugere ville kunne benytte sig af dem.

Henover sommeren var jeg så heldig at få lov til at være med i Radio Louds holdningsprogram Udråb. Det var første gang nogensinde jeg skulle prøve kræfter med liveradio, så jeg var meget nervøs. Jeg vidste at det, at jeg nu fik mulighed for på live radio at give udtryk for mine holdninger omkring manglende tilgængelighed i København, var en kæmpe mulighed, et privilegie der langt fra er alle forundt. Jeg vidste også at jeg som handikappet ikke-binær transperson tilhører en minoritet der sjældent får spalteplads i den offentlige debat. Når vi gør, er det tit sensationshistorievinklen vi får proppet ned over hovedet på os. Det var ikke tilfældet her, faktisk tværtimod. Undervejs stillede værten mig en masse spørgsmål om handicapaktivisme, hvad jeg brænder for og når jeg ser tilbage der særligt et spørgsmål jeg vender tilbage til. Nemlig spørgsmålet om hvorvidt det som ikke binær transperson med et handikap er svært at skabe sin identitet. Jeg kan huske at jeg svarede at ja det er svært, men jeg nåede ikke at komme nærmere ind på hvorfor, og jo mere jeg tænker over det jo mere står det klart at det handler om meget mere end bare at stille sig selv spørgsmålet ”hvem er jeg?”

Vi lever i et samfund hvor stort set alt er kodet efter blå/lyserød/dreng/pige og man hvis man så oveni har en krop der bryder med normerne for hvad en god, attraktiv og ”rigtig” krop skal kunne holde til og gøre, så kan det at finde sig selv føles som en næsten umulig opgave.

 

Krøblingekroppens andethed

Jeg har aldrig rigtigt kunnet spejle mig i den gængse fortælling om altid at have vidst, at man er queer. Min følelse af andetgørelse hænger sammen med mine kropslige erfaringer med en skæv krøblinge krop, noget jeg i lang tid har følt mig meget alene med. I langt de fleste tilfælde er jeg den eneste crip til Bumzens fester og hvis jeg en sjælden gang møder en fellow crip og vi får talt om hvor dårligt det er, at der altid er trapper op  til hvert eneste fucking venue og hvor meget vi savner at se andre med levede erfaringer der minder om vores – så rammes vi af hvor svært det er, overhovedet at få lov til at tage plads og føle at man bliver mødt og lyttet til. Hvis jeg eller en af mine venner gør opmærksom på, at det kunne være nice med et tilgængeligt toilet, så man kan have sin kørestol med så man ikke skal bruge de kræfter man har, på at holde sig oprejst og sørge for ikke at falde i spildt øl – så bliver man oftest mødt med stilhed. Stilhed og intet svar. Hvis der endelig er nogen, der skriver noget om tilgængelighed så gør de det fordi at os der har brug for informationen har kaldt ud og bedt arrangørerne tage aktivt stilling til os og vores behov, ikke fordi at arrangørerne selv skænker os en tanke, når den næste store fest skal planlægges men fordi at vi som crips har råbt op, sagt fra og forsøgt at tage plads i festlighederne

 

Kære Queermiljø – Min krop er ikke et fucking buzzword

Det er ikke første gang at jeg kalder queermiljøet ud for den manglende tilgængelighed. Men når alle de likes jeg får på sociale medier for igen at kalde queer miljøet ud for ikke at kunne rumme mig og min flotte skæve krop, når jeg atter igen italesætter ensomheden ved at være den eneste crip på dansegulvet, når jeg skriver til folk uden at få et svar, når jeg bliver efterladt i et hjørne helt alene mens mine kropskapable venner kysser med hinanden og danser natten lang – sidder jeg stadigvæk alene tilbage og ville ønske at ”Ingen kapabelisme” ikke bare er to ord du skriver på din eventliste. Det fremstår blot som noget du kan krydse af så du kan klappe dig selv på skulderen over hvor mega inkluderende dit event er. Men er det noget du rent faktisk tager stilling til? søger viden om? og vigtigst – sætter handling bag?

For jeg vil ikke længere danse alene.

Lær Gertrud at kende

Lær Askovfonden KBH+ at kende. I dag møder du Gertrud Jørgensen som er vores nye projektpraktikant. Læs mere om Gertrud her.

Hvad skal du lave i KBH+?

Jeg er praktikant i KBH +, hvor jeg sidder på kontor med Kimmie og Sine. Her har jeg bl.a. fornøjelsen i at være inden over samt præge projektakademiet (nærmere bestemt Team12).

Fortæl os om din rejse, der førte dig til KBH+?

I 2020 gik jeg på Projektakademiet (Team11). Da jeg søgte om optagelse, sad jeg med næsen begravet i akademiske bøger – under min bacheloruddannelse – og følte en tomhed. Jeg manglede et rum, hvor jeg kunne udfolde mig kreativt. Men endnu vigtigere! Jeg manglede at få stillet min skabertrang i et bæredygtigt og inkluderende fællesskab. Det var her projektakademiet kom ind i billedet.  Siden da er jeg blevet udfordret, jeg har fået hånd om de håndværksmæssige aspekter i projektledelse, jeg har fået en øget forståelse af mig selv som leder og person, og jeg er blevet en del at et fællesskab, som aldrig stopper med at give en læring og udvikling.

Hvad glæder du dig til i din nye stilling?

Til at skabe meningsfulde oplevelser i samarbejde med de dejlige KBH+ medarbejdere og de mange inspirerende unge mennesker i huset, der på hver deres måde er har egenskaber, der nuancerer det endelige værk. Ergo resultatet bliver aldrig ens – og det er helt fantastisk!

Hvad er din yndlingsmorgenmad?

Øllebrød med flødeskum – toppet af med en hjemmelavet bærkompot og hakket nødder.

Hvis du var strandet på en øde ø, hvilke 3 ting ville du have med? hvorfor?

Jeg er et socialt menneske og har behov for at omgive mig selv i godt selskab! En stjerne-selskabs-trio tænker jeg findes disse tre personligheder: Jørgen Skoubo og Nikolaj Kirk fra Nak&Æd samt Mads Christensen fra Mads & monopolet. Jørgen – fordi han kan holde hovedet kold i krisesituationer og er jæger, hvilket kan sikre os aftensmad. Nikolaj – fordi han altid holder humøret og optimismen højt, uanset vind og vejr! Derudover er han en eminent kok, der kan lave lækkert (gennemstegt) mad, så vi ikke dør af madforgiftning. Mads – fordi jeg altid har drømt om at være i monopolet og det kunne helt sikkert være god underholdning rundt om bålet efter lækkert hjemskudt aftensmad. Livet på en ødet ø er lidt sjovere med tre mænd – er det ikke det man siger?

Yndlingsfilm?

En yndlingsfilm er tidsbestemt – lige nu er jeg meget glad for serien normale mennesker. Det sagt – Happy feet er altid en sikker vinder på en regnvejrsdag!

Yndlingsbog?

Har ikke læst den endnu, da den først kommer på markedet snart, men jeg kan mærke at Orgasmebogen af Kristine Tiedt. Orgasmebogen er en tegneserie, der handler om seksualitet og lyst, der er fortalt satirisk gennem sine tre karakter: kvinden, eksperten og KUSSEN!

Det bedste du ved at bruge weekenden på?

At tage på eventyr!

UFILTRERET – KBH+ egen kronik!

 

Ufiltreret er KBH+ egen kronik, det er en skriftlig talerstol hvor alle uanset baggrund kan udtrykke sine tanker og holdninger til det overordnede emne IDENTITET og SAMFUND.

Vi er super glade for at præsentere første bidrag som hedder ”Søndag i September” og er fra Hannibal Frydendahl Hansen. Vi håber i vil læse med og tale om den med jeres venner.

Har du lyst til at bidrage med en kronik? Eneste krav er at du er mellem 17 og 30 år og at din tekst er maksimalt 7500 tegn inklusiv mellemrum. Indhold og genre er helt op til dig – det kan være essay, digt, analyse, erindring eller andet. Du bestemmer selv om du vil være anonym. Skriv til emilie.hemmingshoej@askovfonden.dk.

Søndag i September

af Hannibal Frydendal Hansen

Årstiden lister sig lige så stille fra sensommer over i den tågede start på efteråret. Det er en søndag i september, og jeg sidder i min bedste vens baggård i det, som han vil kalde Frederiksberg, og jeg vil kalde Valby. Vejret er gråt og vi har mange lag tøj på, mens vi drikker tynd stempelkandekaffe og spiser en lille improviseret brunch. Vi skal ikke bare sludre som vi plejer, jeg skal stille ham spørgsmål og tilmed optage hans svar; det er nyt.
Vi går op på hans værelse, hører lidt musik, men bliver så mere seriøse end vi plejer. Min bedsteven er et godt menneske, heldigvis. Han er ikke bare god, han er sådan rigtig god. Vi har ofte brugt søndage på at snakke om livets store emner: politik, feminisme, sygdom, kærlighed, sex og alt hvad man nu kan vende, men i dag skal vi optage samtalen, den skal gemmes, materialiseres og ikke mindst deles.
Han ligger sig i sin seng, mens jeg placerer mig i stolen over for ham. Jeg tænder min optager. I dag skal vi snakke om femininitet, vores femininitet. Vi ved, at det er svært at tale om – ikke kun følelsesmæssigt, men også terminologisk; for man kan hurtigt lyde super binær og giftig og ikke mindst bruge de forkerte termer og vendinger.
Vi ved godt, og er enige i, at det store patriarkalske, binære, konforme, heteronormative og socialt konstruerede samfund fastholder os i dumme ”kasser”. Vi er klar over de privilegier vi har, vi prøver at følge med i debatten om ”ægte” intersektionel feminisme, der bliver mere og mere uoverskuelig. Vi snakker om, hvordan vi kan være bedre allierede og give taletiden til dem det handler om. Vi ved, at vi aldrig kan stå et sted hvor vi ser alle og kan sætte os ind i alles følelser, vi er blinde. Vi bruger termer som ”pink-washing”, ”queerbaiting”, ”cancel culture”, ”performative allyship”, ”giftig maskulinitet”, ”TERF” og mange andre svære termer vi prøver at huske. Vi diskuterer tit og ofte om diverse ”woke” meme-sider på Instagram er progressive eller ej.
Men i dag handler det om os, vores femininitet. Vi skal snakke om det uden at bruge for store ord. Vi prøver, for vi må godt, det husker vi hinanden på, inden jeg stiller ham det første spørgsmål:

Hvordan har du det med din egen femininitet?

”Den har jeg det blandet med. For det meste tænker jeg ikke så meget på den. Altså hvis du tænker hvordan man performer eller agerer feminint. Der er nogle situationer hvor jeg er mere opmærksom på min femininitet; hvordan jeg sådan bevæger mig, har mine hænder, min stemme osv. Nogle gange tænker jeg på det retrospektivt; hvis der er et eller andet der er gået galt; hvis jeg f.eks. har været på en dårlig date, så kan jeg tænkte fuck, var det fordi jeg agerede meget feminint? Det syntes hun sikkert ikke var nice. Det var måske derfor, det gik dårligt.
Men når jeg er i vante rum med mennesker jeg kender, så tænker jeg næsten ikke over hvordan jeg er – om jeg agerer feminint eller ej. Kun i nye rum og møder bliver jeg usikker og bevidst om mig selv.”

Hvordan kan din femininitet være en faktor, der kan medføre at noget ”går galt”?

”Jeg ved at folk forventer noget bestemt, at jeg performer mit køn på en bestemt måde. Og jeg vil jo gerne leve op til den forventning. Tror jeg. Jeg synes det er svært at jeg potentielt kan komme til at skille mig ud. Folk kan komme til at få et… hm… altså hvis jeg skal være bund ærlig, og det lyder så giftigt, men jeg tror jeg konnoterer min femininitet med en form for svaghed. En utilstrækkelighed. Jeg vil ikke være den sårbare, når jeg møder folk første gang. Så jeg lægger låg på den.”

Hvorfor er din femininitet en svaghed?

”Hvis jeg f.eks. møder nye mennesker, så kan jeg se min feminine side som en utilstrækkelighed, en side der får mig til at fremstå som en der ikke kan ”tage fat” og er usikker eller ubeslutsom. Men det paradoksale i det er, at jeg synes at andre mennesker, der er feminine eller viser deres femininitet er enormt stærke, og når jeg selv er i grupper med tætte venner og jeg ikke prøver at fasteholde en maskulin rolle, men måske slapper mere af og bliver mere ”feminin”, så føler jeg mig enormt sikker.”

”Hvordan er det at være i et rum med feminine energier, f.eks. når du er i rum med mig, kan du uddybe det?”

”Jeg tror, at for mig er et sådan rum meget trygt, uden forventninger, sådan mere inkluderende.
En af grundene til, at jeg i højere grad har kunne finde ro i min egen femininitet er, at jeg har haft dig at kunne spejle mig i. Jeg har set den måde du har udtrykt dig på som en styrke og ikke en svaghed.

Men jeg agerer stadig anderledes, hvis jeg er sammen med fem gutter fra studiet i forhold til hvis jeg er sammen med dig og vores andre venner. Selvom mit studie er fyldt med mega progressive folk, så kender jeg jo jer andre bedre og kan læne mig mere tilbage i min væren. Når jeg er i et trygt rum, har jeg jo mere plads til at være feminin, uden at jeg skal frygte at der ”bliver kigget skævt til det”. Altså femininitet handler om sårbarhed, en dynamisk bevægelse næsten, men kan også handle om stereotyper, som hvordan man går og bevæger sine håndled og pludselig vendes til en svaghed.”

Det er interessant hvordan du fremlægger din femininitet både som en svaghed, når du er usikker, men også som en enorm styrke, når du føler dig sikker og er i et trygt rum. Sådan lidt som om, at du skal have overskud til at vende din femininitet til en styrke.

”Ja netop; det kommer an på hvor tryg man er. Det handler om, om man er åben, følsom og sårbar, og om man tør være det. Og det er egentlig det, som jeg synes er fucking sejt og inspirerende ved at lære dig at kende; du har turdet være sårbar i situationer, hvor andre ”mænd” jeg har mødt, overhovedet ikke har haft samme tillid til at kunne vise deres følelser.”

Jeg bliver varm inden i og kigger lidt ned i gulvet. Vi er stille. Varmen kommer op i kinderne, og jeg er blevet rørt. Han har aldrig sagt det sådan før.
Jeg stiller ham flere spørgsmål, men snakken begynder at handle om andre ting, så vi stopper. Da vi er færdige med vores mini-interview går vi ud i hans køkken og rydder brunchen væk. Han indskyder, at han håber, at jeg kan bruge samtalen til noget, at han ikke lød dum og stereotypisk. Jeg griner og forsikrer ham: det var en vigtig snak. Den gav mig noget jeg ikke har fået før.

I bussen på vej hjem lytter jeg det hele igennem. Jeg søger efter noget ”nyt” at smide på bordet; noget relevant der får debatten op at køre, noget der virkelig vil få folk til at tænke over deres femininitet og, hvordan de undertrygger den, eller måler den med hinanden. Noget der får den ”mande”-manden til at vågne op, noget der får samfundet til at indse, hvor giftigt det er, når alle, ikke kun femmes, men også de hvide heteroseksuelle mænd, bliver syge af de snævre rammer.
Men ingen af de ting behøver at ske. Det går op for mig, da jeg lytter til hans stemme. Jeg hører ham være sårbar og ærlig på optagelsen. Jeg hører hvad han siger, uden at jeg smider termer på, uden at jeg afbryder og blander mig. Jeg hører det lille knæk i hans stemme da han afslutningsvis siger:

”Tror du overhovedet at min stemme er vigtig i den her debat? Der er da mange andre mennesker der er meget mere kvalificerede til det her.”

Jeg får tårer i øjnene. Jeg ved hvad han mener, en ægte allieret giver mikrofonen videre, men i dag har vi ikke været allieret hetero og queer, vi har ikke været maskulin og feminin, vi har ikke været majoritet og minoritet, vi har været ham og mig, vi har været ærlige, og hans ærlighed har givet mig den bedste følelse inden i, uden fine ord og politisk korrekthed. Alt det kan vi tage i morgen, når det bliver mandag. Lige nu skal jeg svømme i mit held: jeg har en bedste ven, og han er god, sådan rigtig god.

NØRREBYT – GIV DET VIDERE

Lørdag d. 19 september mellem 11-17 holder Projektakademiets team 12 deres første event ved navn “Nørrebyt – Giv det videre”.

Konceptet for eventet er “Kom med det, du vil give, og gå med det, som gør dig glad.”.

Dagen vil byde på byttemarked, musik, aktiviteter og nye møder med din Nørrebro-nabo over en gratis kop kaffe.
Nørrebyt er helt pengefrit. I stedet for at betale, kan du få mad eller en kop kaffe, hvis du deler din drøm for Nørrebro med os. Således bygger Nørrebyt-konceptet på en forståelse af, at der er andet i verden end penge der skaber værdi mellem mennesker. Her er det mødet mellem naboer der er i højsædet og ikke hvad man her eller ikke har. Så hvis dette lyder som noget for dig – så duk op med dine aflagte sager og nyd en hyggelig- og gratis dag med dine naboer.
Programmet før dagen:
Praktisk: Arrangementet følger regeringens retningslinjer ift. Corona. Arrangørerne vil sørge for, at der er stationer, hvor der afsprittes. Der er 50 pladser til hver aktivitet, som tildeles efter først-til-mølle-princippet på dagen. Byttemarkedet er udendørs og der bliver sørget for, at der holdes korrekt afstand.Når I ankommer med jeres genbrugsguld, vil vi hjælpe jer med at placere det de rigtige steder. Hvis der kommer trafik, vil man blive anvist til at vente i kø til byttemarkedet.
“Nørrebyt – Giv det videre” er stablet på benene i samarbejde med Buddha Bikes, L.O.W. og Bolsjefabrikken.