Øget fokus på udviklende relationer styrker arbejdet med de unge i KBH+

Skrevet af Asger Gillesberg

Da 2019 blev til 2020 begyndte kulturhuset KBH+ et projekt, der skal gøre medarbejderne i stand til at arbejde mere målrettet og bevidst med deres relationer til husets brugere. Kom med på en tur gennem de københavnske gader med Ali og Sarwer fra tilbuddet Klubben, hvor de fortæller om deres relation til drengene derfra, og hvordan den spiller ind i deres arbejde med dem.

Det er en lun onsdag eftermiddag på KT-grunden, der ligger på grænsen mellem Østerbro og Nordvestkvarteret. Her skal jeg mødes med Ali El-Saadi og Sarwer Khan Hossein, der arbejder i Askovfonden KBH+’ tilbud Klubben – et anonymt tilbud for unge mellem 18 og 25 år, som har brug for et sted at bruge sin tid.

Normalt finder Klubbens aktiviteter sted i dens lokaler på KT-grunden, hvor de omkring 400m2 tilbyder alt lige fra billard- og bordtennisborde til et træningsområde, en fjernsynsstue og et fuldt udstyret køkken. Men på grund af coronakrisen er Klubben for tiden låst af.

Størstedelen af de unge, der kommer i Klubben, er drenge, der bruger den som et alternativ til at hænge ud på gaden. Den er de vendt tilbage til, nu hvor de ikke kan komme i Klubben. Så Ali, Sarwer og de andre medarbejdere er gået på gaden for at møde drengene i de områder, hvor de ved, at de holder til. Og det skal vi også i dag.

 

Stærkt fællesskab og gode oplevelser

Første del af turen foregår på fire hjul. For vi skal forbi med mad til de klubmedarbejdere, som ligger syge med coronavirussen. Det er dog ikke ligefrem et diskret transportmiddel, vi bevæger os gennem Københavns gader i, da vi kører rundt i en grå syvpersoners minibus. Så vi bliver hurtigt spottet, når vi ankommer til en ny adresse.

Mens vi kører rundt og deler forsyninger ud til de hårdt ramte kollegaer, snakker vi om, hvad det er for en relation, Ali og Sarwer har med drengene, der kommer i Klubben. De beskriver selv deres rolle som at være drengenes ven og vejleder på samme tid.

“Vi har et stærk fællesskab i Klubben, som betyder, at vi og drengene tager ud og oplever en masse ting sammen. Vi har for eksempel flere gange været på fisketur med dem, og en gang om året tager vi også skitur. Drengene og vi bruger dog størstedelen af vores tid i Klubbens lokaler, hvor vi hænger ud og laver de ting, drengene nu engang har lyst til. Men selvom vi har en venskabelig relation til drengene, gør vi det også klart for dem, at de altid kan komme til os, hvis de har problemer. For vi er her for at hjælpe dem,” siger Ali.

 

En fordel at kunne relatere til hinanden

Efter at have været rundt med maden parkerer vi bilen ved Klubben og fortsætter rundt i gaderne til fods. Af en eller anden grund møder vi dog ikke rigtig nogen af drengene. Til stor forundring for både Ali og Sarwer, som ikke mindes at have oplevet noget lignende det sidste lange stykke tid.

Undervejs på vores færd gennem boligområderne i kvarteret omkring Haraldsgade på Østerbro, møder vi dog to drenge – eller nærmere mænd – foran et lokalt pizzeria. De er begge i slutningen af 20’erne og dermed på alder med Ali og Sarwer. Vi snakker med dem om den usædvanlige stilhed fra drengenes side, og om de konflikter, der finder sted under overfladen i området for tiden. Et emne, der altid er relevant for klubbens medarbejdere, da det ikke blot berører drengene, men også dem selv.

“De fleste af os bor på grænsen mellem Østerbro og Nordvest og er også vokset op her. Ali og jeg har for eksempel kendt hinanden, siden vi var børn, fordi vores familier bor i det samme boligområde. Så vi ved for det meste, hvad der foregår i de miljøer, hvor drengene færdes, og hvilke problemer eller bekymringer, det kan medføre. Man kan sige, at vi alle derfor taler det samme ‘sprog’ og af den grund har let ved at relatere til hinanden. Det betyder også, at drengene har lettere ved at snakke med os om de her ting,” siger Sarwer.

 

Gode relationer giver næring til udvikling

Det at skabe en god og stærk relation er ikke kun noget, medarbejderne i klubben har fokus på. For ved årsskiftet gik KBH+ med støtte fra Bikubenfonden i gang med at undersøge, hvordan medarbejderne kan arbejde intentionelt (red: bevidst) med at skabe udviklende relationer. Hovedsageligt mellem dem selv og de unge, der gør brug af kulturhusets forskellige tilbud, men også medarbejderne imellem.

Frameworket, som KBH+ arbejder med, hedder Relationsnettet og er udviklet af det amerikanske Search Institute. Det er vidensmedarbejder Nina Rasmussen, der står for at implementere den nye tilgang til relationsarbejdet i KBH+, som ikke før er blevet testet af i en dansk kontekst. Det er endnu for tidligt at snakke om konkret resultater, men hun fortæller gerne, hvorfor udviklende relationer er vigtige for unges opvækst, da jeg fanger hende på telefonen torsdag formiddag.

“Hvis du ser mennesket som et træ, så er relationerne træets rødder. Udviklende relationer er stærke rødder, som sikrer stabilitet, mens unge udforsker verdenen og finder deres plads i den. Det er mennesker, som åbner for nye muligheder, udfordrer dig og giver dig medbestemmelse – samtidig med at de viser omsorg og støtter dig, når det er nødvendigt. For de gør dig handlekraftig og i stand til at rejse dig fra de nederlag og udfordringer, du uundgåeligt møder på din vej. Så ligesom at stærke rødder gør, at et træ har de bedst mulige forudsætninger for at vokse sig stort, giver udviklende relationer dig de bedste forudsætninger for at begå dig godt i livet,” siger Nina.

 

Hjælp til at finde den skjulte passion

Efter vores samtale med drengene ved pizzeriaet går Ali, Sarwer og jeg rundt, indtil vi beslutter os for, at det er tid til en pause. Vi slår os ned på en bænk ved Klubben, hvor vi drikker en sodavand i solen, mens vi snakker om, hvilke overvejelser de gør sig om at skabe en god relation, når der kommer nye drenge til Klubben.

Indtil nu har det ikke været noget, de har tænkt så meget over, da relationen er kommet helt naturligt i takt med, at drengene fortsat er kommet i Klubben. De har mest af alt blot sørget for at være venlige og imødekommende. Men nu hvor KBH+ er begyndt at arbejde med Relationsnettet, er de blevet mere bevidste om, hvad det er for en del af deres arbejde, der kan være med til at udvikle drengene.

“De fleste af drengene har en masse energi, som de skal ud med, og derfor har mange af dem svært ved at være på et studie, hvor de skal læse meget. Samtidig ved de ikke helt, hvad de vil med deres liv, men siger blot, at de vil tjene en masse penge. Vi er derfor blevet bevidste om, at drengene har brug for at blive inspirerede af andre for at finde frem til, hvad de brænder for, og hvad der motiverer dem til at jagte det. Så det er noget, vi forsøger at gøre mere af ved på forskellige måder at lade dem møde nogle rollemodeller, som de kan spejle dig i,” siger Sarwer.

 

Et projekt med klare ambitioner

Klokken nærmer sig otte, og det er begyndt at blive koldt, da solen er gået ned. Efter tre timer på gaderne sammen, kalder jeg det en aften og siger farvel til Ali og Sarwer. De har stadig to timer tilbage af deres vagt, så de sætter sig til rette i bilen og kører afsted. Forhåbentlig møder de nogle flere, end vi ellers har gjort denne onsdag.

Efter at have snakket med de to klubmedarbejdere om deres arbejde, er det tydeligt, hvorfor det er vigtigt, at de har en stærk relation til de drenge, de arbejder med. Ligesom det er blevet klart, hvordan det at arbejde bevidst og målrettet med relationer for eksempel kan være med til at hjælpe unge, der har svært ved at finde en retning på livet. Spørgsmålet, der står tilbage, er så, hvad KBH+ håber at få ud af arbejdet med Relationsnettet på den lange bane. Ikke så lidt, fortæller Nina:

“Målet med størstedelen af vores arbejde hos KBH+ er at hjælpe unge med at opnå livsmestring. Hvilket kort fortalt betyder, at de kan tage ansvar for deres eget liv. Her ved vi, at udviklende relationer spiller en essentiel rolle, men det er svært at dokumentere. Arbejdet med Relationsnettet giver os dog mulighed for at udvikle måleredskaber til netop det formål. Min forhåbning er, at vi kan tage ud og uddanne andre sociale aktører i, hvordan de kan være mere intentionelle i arbejdet med udviklende relationer, når vi er nået længere hen i projektet. Og at resultaterne vil være med til at styrke argumentationen for at investere i langsigtede og helhedsorienterede løsninger i arbejdet med udsatte unge.”

 

Fakta: KBH+’ arbejde med Relationsnettet

30 unge deltager i pilotfasen, som løber over årets første seks måneder. De udgøres af unge fra tre af KBH+’ tilbud: Klubben for unge mellem 18 og 25 år, projektlederuddannelsen Projektakademiet og Kreativitetsforløbene for henviste unge. Det sikrer, at frameworket blive prøvet af på unge med forskellige baggrunde og relationer.

I løbet af pilotfasen lærer medarbejderne tankesættet omkring og tilgangen til at arbejde bevidst med udviklende relationer at kende. Det sker igennem øvelser, sparring og ved at prøve den nye viden af i deres arbejde. Målet i den første fase er først og fremmest at skabe et fælles sprog og en fælles tankegang om det at arbejde med udviklende relationer.

Har du spørgsmål til KBH+’ arbejde med Relationsnettet (for eksempel om de anvendte målemetoder), kan du kontakte Nina på nina.rasmussen@askovfonden.dk eller 92821305.

 

Vil du vide mere om udviklende relationer, kan du læse denne rapport fra Search Institute.

Bliv også klogere på, hvad livsmestring går ud på, ved at læse Mandag Morgens debatoplæg om unge på kanten.

Og hvis du vil se, hvordan Klubbens lokaler ser ud, kan du her få en videorundvisning med klubleder Safih Butt.