UDEN ORD – et projekt om det nære møde

Afgangsprojekt af: Josefine Husted Meyer, Bjørg Line Rasmussen & Ida Selvejer Faaborg

Hvad sker der i et første møde, når man springer smalltalken over? 

En gruppe unge projektspirer afholdt i efteråret en projektproces, der interesserede sig for, hvordan nærhed skabes i mødet mellem mennesker. Ideen opstod med tanke om, hvad det talte ord kan og hvad det ikke kan. Den endelige afvikling af projektet blev inspireret og udviklet på baggrund af to prototyper. Prototyperne viste, at der skal være fokus på rammen for mødet, hvis interaktion skal finde sted Uden Ord. At sætte mennesker om et bord, men ikke give dem en retning eller et projekt at samarbejde om, resulterer ikke nødvendigvis i nogen form for interaktion, men derimod indadvendthed. Derfor dannede den endelige afvikling rammen om et fælles tredje, der skulle forene deltagerne og skabe interaktion. To fælles aktiviteter blev resultat heraf.

‘’Det var så perfekt! Kom lidt ind fra sidelinjen, men det at kunne blende ind og lære at kommunikere uden ord, var en unik og ekstraordinær oplevelse! Og maden var helt gourmet! Totally worth it! Håber på flere lignende events!’’ – Deltager Uden Ord

Uden Ord projektgruppen blev hurtigt enige om, at omgivelserne for afviklingen skulle være et rum, der var inspirerende for deltagerne. Derfor allierede de sig med Bioteket – et drivhus bag Osramhuset på Nørrebro. Eventet Uden Ord – En middag i Bioteket var sammensat af to workshops – den ene en byggeworkshop, hvor der blev lavet plantekasser i samarbejde med en tømrer og den anden en workshop, hvor deltagerne lavede en fælles middag i samarbejde med en kok. To timer kommunikerede og samarbejdes deltagerne – Uden Ord – kun til lyden fra hammere, knive der skar og ikke i det mindste gode toner fra Jens Lindahl, der var hyret til at spille på dagen. Middagen spiste deltagerne – Med Ord – efterfølgende. Denne del af aftenen dannede grundlag for refleksion, grin og ikke i det mindste snak om den fælles oplevelse deltagerne havde delt i de to timer Uden Ord.


Uden Ord Projektet var støttet af Snapslanten. Uden Ord – En middag i Bioteket begivenheden blev blev afholdt i forbindelse med 48Timer Festival på Nørrebro. Festivalen er støttet af Nørrebro Lokaludvalg, KFU og Tuborg Fonden og er et samarbejde mellem Blågården, Union, Osramhuset og Nørrebrohallen. Se mere på www.48timer.com. Derudover var begivenheden sponsoreret med øl fra Mikeller.