Ufiltreret #2: MIN KROP ER IKKE ET FUCKING BUZZWORD

Ufiltreret er KBH+ egen kronik, det er en skriftlig talerstol hvor alle uanset baggrund kan udtrykke sine tanker og holdninger til det overordnede emne IDENTITET og SAMFUND.

Har du lyst til at bidrage med en kronik? Eneste krav er at du er mellem 17 og 30 år og at din tekst er maksimalt 7500 tegn inklusiv mellemrum. Indhold og genre er helt op til dig – det kan være essay, digt, analyse, erindring eller andet. Du bestemmer selv om du vil være anonym. Skriv til emilie.hemmingshoej@askovfonden.dk.

_________________________________________________________

Ugens kronik er skrevet af Toocriptoocare! Håber i vil læse med.

MIN KROP ER IKKE ET FUCKING BUZZWORD

Min krop er ikke et fucking buzzword! Det har jeg lyst til at skrige i hovedet på de dansende, svedige kroppe der bevæger sig ind og ud mellem hinanden. Nogle har en øl i hånden, andre med hinanden i hænderne, dansende helt tæt, mens de lukker verden omkring dem ude.  Folk ser ud til at hygge sig, jeg er som så ofte før kommet alene, har sagt hej til folk og fået et par kram undervejs. Måske catchet op med en ven jeg ikke har set længe, og i et øjeblik føler jeg mig alt andet end alene. Jeg føler mig tryg. Men jeg ved også at følelsen af tryghed og fællesskab ikke kommer til at vare ved, for pludselig ser min ven en anden ven de ikke har set længe og inden jeg får set mig om, er de væk og jeg står alene tilbage. Jeg er ude af stand til at bevæge mig, for hvis jeg gør, kan jeg risikere at falde i spildte drinks eller blive væltet omkuld af folk der irriteret prøver at skubbe mig til side, så de kan komme forbi. Det gør de uden at ænse at de går forbi en person på krykker, en person hvis balance i forvejen er stærkt udfordret af at dansegulvet er glat som en glidebane af spildt øl og jeg føler mig mere alene end nogensinde. Mine venner danser med hinanden et stykke væk, nogle kysser, ingen ser mig og jeg prøver at få det bedste ud af det.

 

Et inkluderende miljø?

Det københavnske queermiljø har så længe jeg kan huske gjort meget ud af at understrege at her er plads til alle ”skæve” eksistenser. Også skæve normbrydende kroppe, som min, men virkeligheden er en ganske anden. Virkeligheden er at langt de fleste venues som for eksempel Bumzen, er så langt fra tilgængelig og safe space som noget kunne være. Gang på gang slår det mig hvor let det er at skrive i sin eventbeskrivelse at kapabelisme er no go, mens man samtidigt placerer sit event i en bygning med trapper og med toiletter der er så smalle at ingen kørestolsbrugere ville kunne benytte sig af dem.

Henover sommeren var jeg så heldig at få lov til at være med i Radio Louds holdningsprogram Udråb. Det var første gang nogensinde jeg skulle prøve kræfter med liveradio, så jeg var meget nervøs. Jeg vidste at det, at jeg nu fik mulighed for på live radio at give udtryk for mine holdninger omkring manglende tilgængelighed i København, var en kæmpe mulighed, et privilegie der langt fra er alle forundt. Jeg vidste også at jeg som handikappet ikke-binær transperson tilhører en minoritet der sjældent får spalteplads i den offentlige debat. Når vi gør, er det tit sensationshistorievinklen vi får proppet ned over hovedet på os. Det var ikke tilfældet her, faktisk tværtimod. Undervejs stillede værten mig en masse spørgsmål om handicapaktivisme, hvad jeg brænder for og når jeg ser tilbage der særligt et spørgsmål jeg vender tilbage til. Nemlig spørgsmålet om hvorvidt det som ikke binær transperson med et handikap er svært at skabe sin identitet. Jeg kan huske at jeg svarede at ja det er svært, men jeg nåede ikke at komme nærmere ind på hvorfor, og jo mere jeg tænker over det jo mere står det klart at det handler om meget mere end bare at stille sig selv spørgsmålet ”hvem er jeg?”

Vi lever i et samfund hvor stort set alt er kodet efter blå/lyserød/dreng/pige og man hvis man så oveni har en krop der bryder med normerne for hvad en god, attraktiv og ”rigtig” krop skal kunne holde til og gøre, så kan det at finde sig selv føles som en næsten umulig opgave.

 

Krøblingekroppens andethed

Jeg har aldrig rigtigt kunnet spejle mig i den gængse fortælling om altid at have vidst, at man er queer. Min følelse af andetgørelse hænger sammen med mine kropslige erfaringer med en skæv krøblinge krop, noget jeg i lang tid har følt mig meget alene med. I langt de fleste tilfælde er jeg den eneste crip til Bumzens fester og hvis jeg en sjælden gang møder en fellow crip og vi får talt om hvor dårligt det er, at der altid er trapper op  til hvert eneste fucking venue og hvor meget vi savner at se andre med levede erfaringer der minder om vores – så rammes vi af hvor svært det er, overhovedet at få lov til at tage plads og føle at man bliver mødt og lyttet til. Hvis jeg eller en af mine venner gør opmærksom på, at det kunne være nice med et tilgængeligt toilet, så man kan have sin kørestol med så man ikke skal bruge de kræfter man har, på at holde sig oprejst og sørge for ikke at falde i spildt øl – så bliver man oftest mødt med stilhed. Stilhed og intet svar. Hvis der endelig er nogen, der skriver noget om tilgængelighed så gør de det fordi at os der har brug for informationen har kaldt ud og bedt arrangørerne tage aktivt stilling til os og vores behov, ikke fordi at arrangørerne selv skænker os en tanke, når den næste store fest skal planlægges men fordi at vi som crips har råbt op, sagt fra og forsøgt at tage plads i festlighederne

 

Kære Queermiljø – Min krop er ikke et fucking buzzword

Det er ikke første gang at jeg kalder queermiljøet ud for den manglende tilgængelighed. Men når alle de likes jeg får på sociale medier for igen at kalde queer miljøet ud for ikke at kunne rumme mig og min flotte skæve krop, når jeg atter igen italesætter ensomheden ved at være den eneste crip på dansegulvet, når jeg skriver til folk uden at få et svar, når jeg bliver efterladt i et hjørne helt alene mens mine kropskapable venner kysser med hinanden og danser natten lang – sidder jeg stadigvæk alene tilbage og ville ønske at ”Ingen kapabelisme” ikke bare er to ord du skriver på din eventliste. Det fremstår blot som noget du kan krydse af så du kan klappe dig selv på skulderen over hvor mega inkluderende dit event er. Men er det noget du rent faktisk tager stilling til? søger viden om? og vigtigst – sætter handling bag?

For jeg vil ikke længere danse alene.