Ufiltreret #3: Et samfund mit sind er for.

Ufiltreret er KBH+ egen kronik, det er en skriftlig talerstol hvor alle uanset baggrund kan udtrykke sine tanker og holdninger til det overordnede emne IDENTITET og SAMFUND.

Har du lyst til at bidrage med en kronik? Eneste krav er at du er mellem 17 og 30 år og at din tekst er maksimalt 7500 tegn inklusiv mellemrum. Indhold og genre er helt op til dig – det kan være essay, digt, analyse, erindring eller andet. Du bestemmer selv om du vil være anonym. Skriv til emilie.hemmingshoej@askovfonden.dk.

_________________________________________________________

Ugens kronik er skrevet af Kirstine Marie S. Thomsen. Håber i vil læse med.

 

Et samfund mit sind er for.

 

Byen er tom. Det er som at cykle hjem fra en god dansefest klokken sent eller tidligt, om man vil. Byens gader står alene og uberørte for en tid. Mågerne skændes om resterne fra en skraldespand og nattens efterladenskaber fyger over vejen. Inde bagved murstene er livet, og man kan mærke, at der ikke er mere end et par meter mellem én selv og den næste. Men følelsen er en anden nu. Byen er ikke tom, som et resultat af livets puls, men fordi dens liv er lagt i kunstigt koma. På cykelturen hjem fra min fordums vinteraften var jeg mæt af dans, samvær og forløsning. Nu er jeg hul, sulten og anspændt af at gå i byens gader. Meget energi og kraft, der før har fået sit udløb på de bonede betongulve, sidder nu som myoser i skuldrene. Mine og dine skuldre. Myotisk rådvildhed, uvished, tab af identitet. Frustrationer over kravet om at skulle passe i (og også passe på) et ulige samfund og en uretfærdig verden. Det kribler. Kinetisk energi sidder i det tynde væv mellem mine knogler og muskler, og gnaver sig vej igennem mine sener ind til de bløde organer. Lad mig få aflad på klubben.

 

Eller? Frustrationen er et arnested for forandring. I Oran kom pesten, og så skulle noget pludselig værnes om og passes på. Noget som før virkede stærkt og upenetrerbart. Sammenholdet. Mit Vesterbroran var også upenetrerbart. Mit Nørrebroran var uovervindeligt. Måske mest fordi jeg kunne flygte fra alt det, der var galt. Men ramt af en krise bliver vi, på en anderledes og insisterende måde, konfronteret med vores samfunds indbyggede uligheder. For vi kan ikke længere løbe fra, at nogle, mere end andre, betaler prisen. En endnu vigtigere indrømmelse er måske, at nogen også betaler for normalen. Hvilken “normal” er det du lover mig vender tilbage, hvis jeg sylter mig i håndsprit? Med kravet om usædvanlige hensyn, kan vi pludselig mærke, hvor samfundet står i gæld til vores moral. Hvilket samfund er mit sind for? Det er lige her det sker. Vores grundlag bliver porøst og der opstår gennemtræk: Folkebevægelser, både globale og internationale, får medvind på ny. Over 20.000 mennesker samlet i København i april, med drømmen om det nødvendige opgør med den strukturelle racisme, der gennemsyrer vores samfund. Tusinder af kvinder, der sætter sig selv på højkant, og fortæller om sexistiske strukturer og årtiers magtudnyttelse. Og unge som gamle lægger sig fladt på vejen og bremser alt, i håb om tiltag der kan lede til en mere bæredygtig fremtid med respekt for planeten.

 

Men det der lige nu er flydende, vil stivne igen, som så mange gange før, og normalen vender frygteligt tilbage.

 

Gaden er fuld af liv. En oktoberaften på Vesterbro kl. 22.10, de kulørte lamper slukkes og energiniveauet er højt. Der er mindre end en meter mellem de fleste, for i en kort stund

 

glemte vi krisenuet og fik et glimt af fordums aflad. Men det er blevet for efterår til at sidde ude i længere tid, og rådvildheden, det uforløste, sidder i kondensen på varm hud, der møder fortovets kolde aftenluft. Ingen opium, men så meget energi. Men det nytter ikke. For illusionen om afladet er væk. Myoserne forsvinder kun, hvis vi gør noget ved dem. Strækker os ud. Og den energi, jeg ikke giver til dansegulvet, går ikke tabt, hvis den bruges til at sikre, at denne her usikre porøse verden stivner et bedre sted. Og skulle vi nogensinde nå noget, der ligner “det normale”, ja, så ligger jeg nok på vejen og spærrer det hele, i håbet om en anden fremtid, hvor jeg ikke bliver draget af klubben for at flygte fra et samfund, der står i gæld til min moral. Et samfund mit sind er for.

 

Kirstine Marie S. Thomsen