Ufiltreret #7: Ingen der spørger mig, hvorfor jeg hader julen

Årets sidste UFILTRERET! Tusind tak til alle for at have læst med. Vi ses i det nye år til endnu flere seje UFILTRERET kronikker af seje mennesker der bruger deres stemme.

Denne kronik er af en anonym der går i terapi i TUBA og fortæller om, hvordan julen kan være hvis man har en misbrugende / alkoholisk forælder.

Læs med og del med dine venner, det kan være du kender en der har brug for at læse denne kronik?

 

——————————–

Ufiltreret er KBH+ egen kronik, det er en skriftlig talerstol hvor alle uanset baggrund kan udtrykke sine tanker og holdninger til det overordnede emne IDENTITET og SAMFUND.

Har du lyst til at bidrage med en kronik? Eneste krav er at du er mellem 17 og 30 år og at din tekst er maksimalt 7500 tegn inklusiv mellemrum. Indhold og genre er helt op til dig – det kan være essay, digt, analyse, erindring eller andet. Du bestemmer selv om du vil være anonym. Skriv til emilie.hemmingshoej@askovfonden.dk.

———————————

af anonym

 

Der er aldrig nogen der spørger mig, hvorfor jeg hader julen.

Hver gang jeg siger det højt, imellem venner eller kollegaer,

så griner vi lidt og jeg siger;

Jo, jeg er måske en Mr. Scrooge eller nok mere en Grinch.

Jeg kan i hvert fald bedre spejle mig i Grinchen’s antikapitalistiske / diva melankolske humør og egentlig synes jeg blot det er lidt synd for Scrooge. De er da vildt irriterende de der ånder og folk omkring ham der tvinger ham til at føle juleglæde?

Sandheden er dog,

at jeg heller aldrig, sådan rigtigt, har spurgt mig selv, hvorfor jeg egentlig ikke kan lide jul?

På overfladen er der umiddelbart en masse at holde af.

Nisser, julemad og søde sager. Familietid og julekalender.

Men så længe tilbage jeg kan huske, har jeg bare aldrig rigtig glædet mig over julen.

 

For et år siden startede jeg i terapi i TUBA. Hvis du ikke har hørt om TUBA før, så er det et terapitilbud til unge og voksne som er vokset op i et hjem med misbrug. TUBA tilbyder både individuel og gruppeterapi og jeg har gået i gruppeterapi. Cirka hver anden uge i et år har jeg mødtes med 6 andre der også har en forælder (eller begge) som har et misbrug, enten alkoholisk eller stofmisbrug. Vi er ret forskellige som personer. Vores historier er også ret forskellige. Nogle har haft to forældre der drak og som ofte kom hjem fra bodegaen om morgenen og så måtte de som små børn sørge for sig selv og deres søskende. Andre har haft forældre der var udadtil velfungerende. Passede et job, men som drak sig fulde og kunne blive kede af det, vrede.

Selvom vores historier er forskellige, så er de følelser og de udfordringer vi har som voksne, noget vi stærkt kan spejle os i hos hinanden.

Jeg startede, fordi jeg altid havde følt mig enormt ensom. Uanset om jeg havde venner, uanset om jeg datede nogen. Jeg føler mig grund ensom. Jeg har udfordringer med at føle mig tæt med folk, føler mig hurtigt afvist og forladt, jeg føler mig ofte depressiv, mine tanker er enormt kritiske om mig selv, faktisk ret selvhadende. Jeg føler en del stress i min krop, som om jeg er i konstant alarmberedskab. Da jeg startede i TUBA, fandt jeg ud af at alle de ovennævnte ting, er ret almindelige for folk der går i terapi her. De her ting havde rødder i vores opvækst med en misbrugende forælder.

Vi havde alle følt os anderledes. Det at føle sig anderledes fra sine omgivelser kan føre til en enorm ensomhed. Vores ensomhed bundede i at allerede som børn at skulle være ret voksne. Tage ansvar for os selv og for en forælder der drikker eller tager stoffer. Det er et kæmpe ansvar som gjorde at vi havde svært ved at relatere til andre børn eller unge.

Oftest for folk der starter i TUBA er, at man kan være i tvivl om man ”fortjener” at være her, om det nu var så slemt, om der var andre der havde mere brug for at være her. Men jeg kan huske en terapeut der til et oplæg fortalte, at noget af det børn frygter mest, det er når nogle tæt på dem forandrer sig. Det er meget traumatisk at opleve en omsorgsperson som man har brug for, pludselig ændre karakter. Blive underlig, uforudsigelig, blive vred eller måske græde. Når man vokser op i et hjem med en misbruger, fylder personen med misbruget ALT. Alle omkring misbrugeren gør en masse for at der skal være god stemning. Samtidig så skaber misbrugeren ofte dårlig stemning ved at opføre sig helt urimeligt overfor familien, blive ondskabsfuld eller svinge i humør. Være sukkersød den ene time og smække med døre den næste. Misbrugeren dulmer sine følelser, men mister også forbindelsen til sig selv og sine værdier og til de mennesker der er omkring dem. Det er vigtigt at lære børn, at kunne være i sine følelser og at det ikke er forkert at have bestemte følelser. Men det kan en misbruger ikke lære dig, fordi misbrugeren gør alt hvad de kan for ikke at føle. Det er vigtigt at lære børn, at det er okay med konflikter, så længe vi taler ud om det bagefter. Børn af misbrugere kan ofte have oplevet at ligge og græde i timevis på sit værelse uden at nogen kom og trøstede dem. En forælder der har et misbrugs problem, kan føles som et fremmed menneske som du sådan længes efter, skal blive den forælder du savner. Det er en kæmpe sorg for mange børn af misbrugere, at dette nok aldrig skal gå i opfyldelse.

En terapeut beskrev den misbrugende forælder som ”omtåget”. Det er et godt ord. Personen er ikke nærværende, du kan ikke regne med dem, du ved ikke om de er i et godt humør eller ej, og hvis de er glade, så venter du på hvornår det slutter og flasken findes frem. Glæden varer kort. Heri ligger også forklaringen på at mange der er vokset op i misbrugshjem, oplever triste perioder og en generel lidt depressiv sindstilstand. Du er vant til tristhed og hvis du føler glæde, så har du lært at den kan tages fra dig lige om lidt. Så du kan lige så godt forberede dig.

Jul er nærvær og kærlighed. Men hvis du ligesom jeg har en familie hvor et misbrug fylder, så er dette langtfra en sandhed. I stedet så er julen fyldt med usikkerhed, dårlig samvittighed, tristhed og en masse stemninger som du føler dig ansvarlig for at holde gode og som dræner dig. Du kan ikke mærke dig selv og dine behov, for du har hele tiden opmærksomhed på en situation og en familie som du ikke kan styre eller ændre. Jeg ved at det ikke kun er folk der er vokset op med misbrugende forældre, der kan opleve dette. Julen lover og lyder af meget, men kan så hurtigt briste.

Efter at have gået i terapi, er jeg bedre forberedt til jul og jeg ved i år, at jeg har fået nogle værktøjer til at kunne være i det. Især er jeg i en proces med at vælge mig selv til og gøre det, der er godt for mig, også selvom det eventuelt måtte betyde at vælge nogle familieting fra. Jeg øver mig i at mærke efter, trække vejret og gå nogle ture, jeg skriver mine følelser og bekymringer ned og giver mig selv lov til at græde. Ja, og så skriver jeg til min terapeut eller en ven skulle det være helt slemt inden i mig med angst, ensomhed og triste tanker.

Noget jeg faktisk godt kunne lide ved jul da jeg var yngre, var når vi lavede julehygge i skolen. Nissevenner, oplæsning af julehistorier og klippe – klistre. Det betød meget for mig at komme ud og møde mennesker hvor det faktisk bare var hyggeligt. Jeg vil derfor sende en særlig omsorgsfuld tanke i denne pandemi jule tid, til de børn og unge der i år er tvunget til at bruge endnu mere tid med familien og eventuelle misbrugende forældre derhjemme, uden at kunne komme i skole, fritidsklub eller bare ses med vennerne. I er ikke forkerte og i er ikke alene! Husk at række ud (eventuelt online) og fortælle dine venner eller nogen du stoler på om dine følelser.

Jeg vil også sende en hilsen til andre, der ligesom jeg hader julen og også synes den er ekstra svær i år med nedlukningen. I behøver ikke at forklare jer hvis i ikke orker, i er ikke alene om at have det sådan her og jeg lover at lyset vender tilbage, i hvert fald til foråret. Indtil da så gå en tur, spis dine vitamin piller og sov så meget du har behov for.

KH THAT GRINCH