Vejen til fællesskab

 

I december inviterede Projektakademisterne fra Team 12, Louise, Sarah, Frida & Mia i
samarbejde med DFUNK (Dansk Flygtningehjælp Ungdom) “inden for” i dagligstuen på Den Sorte Plads på Nørrebro med pop-up installationen “Vejen til Fællesskab”. “Vejen til Fællesskab er en kreativ, sjov og interaktiv labyrint, der handler om fællesskaber. Kan du finde vej gennem labyrinten? Du ender med at få en kop kakao og god snak med andre. Kom forbi og hjælp os med at sikre at alle har mulighed for at blive grebet af et fællesskab.” lød det i invitationen, og det var der mange der havde lyst til.

Gruppen samarbejdede med DFUNK om at skabe grobund for at alle, der har brug for et fællesskab,
kan blive inviteret ind i et, f.eks. via DFUNKs aktiviteter.
Vejen til Fællesskab fungerede både som en fysisk byrumsinstallation, der opildnede til refleksion over hvad fællesskab er og gør for mennesker, og som en undersøgelse af, hvordan man foretrækker at blive inviteret ind og mødt af et fællesskab.

Til slut skaber vi et kortvarigt fællesskab, når man kan nyde en kop kakao og tage en snak med andre deltagere.

“Vi var overraskede over hvor mange der kom, og havde lyst til at deltage på selve dagen. Vi har løbet rigtigt stærkt, så at se det virke var virkelig fedt. Det var dejligt at have fokus på dialog, særligt på en dag hvor alting igen lukkede ned”  Louise Holst.

 

Projektet er støttet af Snabslanten og Nørrebro Lokaludvalg.

Video af: Gaston Szerman